Historie

Søsterlogens historie begynder egentlig nogle få år før selve institueringen nemlig den 27. februar 1942, hvor logesøstre, som var hjemmehørende i Slagelse, stiftede en Rebekkaforening under navnet "Sct. Gertrud".

Navnet fik foreningen og senere søsterloge nr. 28 fra en from og god abbedisse, der på grund af sine gerninger i sit korte liv senere blev kanoniseret som "Sct. Gertrud" - skytshelgen for de vejfarende.

Et halvt år efter Danmarks befrielse - den 11. november 1945 - oprandt endelig tidspunktet, hvor søsterloge nr. 28 Sct. Gertrud I.O.O.F. kunne institueres. Det var den første søsterloge, der blev oprettet i Danmark efter 2. verdenskrig. Vor moderloge nr. 10 Birgitte Gjøe I.O.O.F. i Næstved var den stærke gren, som bar det nye skud, der skulle blive til Sct. Gertrud.

Da Sct. Gertruds Fribrev blev overrakt til logens første overmester søster Karen Ortmann, bestod logen af 24 søstre og syv brødre. Dengang kunne brødre også optages i en søsterloge; en ordning, der er blevet afskaffet for mange år siden.

På institueringsdagen blev fem nye søstre indviet. Siden har tilgangen til logen været så stor, at vi to gange har været moderloge til loger i andre byer. Første gang den 21. september 1968, da søstre i Korsør dannede søsterloge nr. 48 Perlen I.O.O.F., og igen den 19. april 1986, da søsterloge nr. 79 Duen I.O.O.F. i Sorø blev institueret med 33 søstre og en broder.

Med til historien hører også, at vor datterloge nr. 48 Perlen I.O.O.F. den 24. november 1990 er blevet moderloge til søsterloge nr. 80 Iris I.O.O.F i Skælskør, altså næsten på datoen for Sct. Gertruds 45 års stiftelsesdag. Ved denne lejlighed overflyttedes otte søstre fra Sct. Gertrud til den nye loge i Skælskør.

I dag er vi tre loger, der er fælles om de gamle smukke lokaler i Ordensbygningen i Frederiksgade 15, idet en ny broderloge nr. 106 Hellig Anders I.O.O.F blev institueret den 28. april 1979. De tre loger er ligeledes fælles om en række udadvendte aktiviteter, som har det formål at donere overskuddet til velgørende formål primært i lokalområdet. Herudover gennemfører søsterloge nr. 28 Sct. Gertrud I.O.O.F. udadvendte aktiviteter, for eksempel julemarked, hvor overskuddet doneres til velgørende formål primært i lokalområdet.

Søsterloge nr. 28 Sct. Gertrud I.O.O.F. er i dag stadig en livskraftig loge, som med jævne mellemrum har den glæde at kunne indvie nye søstre til glæde og gavn for både dem selv og Odd Fellow Ordenen.

  

                                           

          Logens segl                                                                                                                                                                                                                                     

 

Skytshelgen Sct. Gertrud - Gertrud af Nivelles

Gertrud blev født i år 626 som datter af Pepin fra Landen i Belgien og Itta af Nivelles. Hun gik i kloster allerede, da hun var 10 år gammel på trods af et favorabelt tilbud om giftermål, idet hun var overbevist om, at hendes liv skulle vies til Kristus.                                                                                                                             

 

Da Gertruds far døde år 639, fulgte hendes moder et råd fra Sct. Amandus (Biskoppen af Maestrich) og byggede et dobbelt kloster i Nivelles - et for mænd og et for kvinder. Hun udpegede datteren som klostrets første abbedisse, mens hun selv forblev almindelig nonne.

Klostret blev kendt i store dele af Europa for stor venlighed og hjælpsomhed overfor alle rejsende munke og pilrimme. Abbedissen Gertrud sørgede for, at klostrets regler om disse barmhjertighedsgerninger blev strengt håndhævet. Et par af pilgrimmene var de irske munke - Broder Foillan og Broder Ultan (senere Sct. Foillan og Sct. Ultan). Gertrud forærede broder Foillan et landområde, hvor han byggede Fosses klostret, og hun understøttede broder Ultan i hans udbredelse af evangeliet.

Da Gertruds moder døde i 652, trak hun sig delvist tilbage for at studere den hellige skrift yderligere. Hun overlod klostrets daglige drift til nogle få kompetente nonner, og de store summer, hun havde arvet fra sin moder, brugte hun på at bygge kirker, klostre og herberger. Kort før sin død i 659 udpegede hun sin niece Wulfetrude som sin efterfølger.

Efter sin død helgenkåredes Gertrud af Nivelles og blev skytshelgen for alle rejsende. En legende fortæller, at hun engang sendte nogle af sine folk på en lang rejse og lovede dem, at intet ondt ville ske dem undervejs. Ude på havet blev de truet af et stort søuhyre, men søuhyret forsvandt, da de sejlende påkaldte sig "Sct. Gertruds" beskyttelse. For at mindes og ære denne hændelse drak rejsende helt op i middelalderen en såkaldt "Sinte Geerts Minne" eller "Gertrudenminte" for deres skytshelgen "Sct. Gertrud", inden de tog af sted på deres lange færd.

Sct. Gertrud var også kendt som beskytter af netop afdødes sjæl. Dengang sagde man, at når et menneske dør, tager det tre døgn, før sjælens skøbne bliver afgjort:

  • Den første nat har sjælen herberg hos Sct. gertrud
  • Den anden nat hos Ærkeenglen Michael
  • Den tredje nat falder dommen over sjælen.

Sct. Gertrud blev kanoniseret ca. år 1400.

Sct. Gertrud mindes og æres den 17. marts.

 

                SctGertrud2                                                                                                                                                                                                                                                                

Ordensbygningens historie

   

Den 12. august 1905 nedlagde broder storsire Petrus Beyer grundstenen til den nuværende ordensbygning, der er opført på parcel 295b, hvor festsalen også er beliggende sammenbygget med selve ordensbygningen.

Højtideligheden foregik ritualmæssigt, idet broder Storsire først bestænkede stedet og derefter bestrøede det med hvede og blomster. Derefter oplæste broder eksmester P. Baltzer et på pergament nedskrevet uddrag af foreningen "Hans Tavsens" historie frem til nævnte dag. ("Hans Tavsen" var broderloge nr. 35 Concordias foreningsnavn).

Dokumentet tillige med et eksemplar af de to stedlige aviser, et eksemplar af "Haand og Hjerte", foreningens love, samt et stk. af hver af de da gældende skillemønter blev indlagt i et blyrør. Blyrøret blev tilloddet på stedet og derefter overgivet til broder Storsire, som efterfølgende indmurede røret i det nordøstre hjørne.

  Bygning2 kopi

Søndag den 4. marts 1906 blev den smukke ordensbygning indviet af broderloge nr. 35 Concordia. Bygningen er opført af broder murermester Ehlers sammen med andre af logens brødre.

Det er et godt og smukt stykke arbejde, der er udført. Forgavlen er prydet med forskellige af Odd Fellow Ordenens symboler - bl.a. "Det Altseende Øje", "De Tre Kædeled" og "Bundtet af Stave". Øverst på gavlen er der placeret et stort sværd med at vægtskåle. Over hoveddøren blev kort før vor loges instituering i 1945 afsløret en fint malet freske, som forestiller Davids og Jonathans venskabspagt.

I stueetagen findes en stor hall, en stor og en mindre sal samt en dagligstue. Alt er smukt, velholdt og ikke at forglemme - særdeles hyggeligt.

  Bygning3
På første sal er den stilfulde logesal. Embedsmændenes og kapellanens stole er særdeles fint udførte i sortmalet træ med forgyldte lister og udskårne symboler. Det der virkelig giver logesalen sit særpræg, er de smukt udskårne søjler anbragt i hver sin side af salen, som i øvrigt er holdt i lyse og venlige farver.   Bygning5